Jeg troede egentlig, at det var musikken, der primært skulle opfylde mit behov for at arbejde kreativt – lige indtil 2020, hvor jeg i tiden omkring Corona-nedlukningen stødte på to kvinder der, hver på sin måde, blev afgørende for mit liv.

Den ene var Lotte Weaver, stifter og indehaver af Embolc, der på det tidspunkt lige var begyndt at holde kurser og udviklingsforløb for mødre til psykisk sårbare unge. Jeg tog hele rækken af hendes ”Mama Warrior” kurser, og de fik stor og positiv betydning for vores familie, der rummer to børn med autisme. Jeg fik kontakt til nye sider af mig selv, og lærte at stole på de signaler, jeg får fra både krop og sjæl.

Jeg husker ikke længere, hvilke snørklede veje, der førte mig til Hanna Snorradottir og hendes visdomsfortællinger, men de tryllebandt mig med en styrke, jeg ikke havde oplevet før. Jeg meldte mig derfor til hendes uddannelse for at lære at mestre den mundtlige overlevering af eventyr og myter, og senere til hendes uddannelse i Rituel dans, hvor fortællingerne får et kropsligt udtryk.

Og så - sideløbende med, at jeg læste om myter og eventyr - begyndte fortællingerne at banke på i mit eget hoved. Jeg kan ikke forklare, hvor de kommer fra, men det er som om, eventyrerne ind imellem bare flyder ud igennem blyanten i mine hænder og ned på papiret – helt uden at involvere logos. Jeg har indrettet en ”fortællestue”, og når jeg går derind, så sker der ofte det, at en fortælling viser sig for mig, nærmest som en film, der kører inde i mit hoved. Så er mit eneste job sådan set bare at skrive det, der kommer. Det er efterhånden blevet til mange eventyr og fortællinger, og jeg har haft stor glæde af at følge Lene Frandsens kurser i intuitiv skrivning undervejs. Selve navnet på min hjemmeside - fortællersken - er valgt for at ære en kursusrække, Lene Frandsens holdt på et tidspunkt.

Og sidst men ikke mindst, fik jeg mulighed for at gå endnu dybere ned i arbejdet med fortællingernes kraft, da jeg stødte på Joseph Campbell, hvis tanker nærmest slog benene væk under mig.

Joseph Campbell (1904 – 1987) var amerikansk professor i mytologi, forfatter og foredragsholder. Under et fem år langt ophold i Schweiz arbejdede han sig igennem en meget stor del af de myter og fortællinger, der findes på tværs af verdens kulturer og religioner. Og det slog ham, hvor meget, de lignede hinanden i deres essens og grundform. At de i bund og grund afspejlede den menneskelige psyke og de dramaer, der er forbundet med at være menneske.

Han udarbejdede herefter en model for det, han kaldte ”monomyten” og beskrev de enkelte trin i bogen ”The Hero with a Thousand Faces” fra 1949. Modellen er cirkulær og repræsenterer de trin, helten i myter og eventyr skal igennem, når de drager ud på en helterejse. Man kan kalde hans ”Hero’s Journey” for en berettermodel, og den har da også været brugt som skabelon for adskillige film herunder de første Star Wars film. Men den er meget mere end det. For det er ikke kun fjerne helte, der går igennem trinene. Det gør vi alle sammen – endda mange gange i løbet af vores liv.

Herhjemme står Nana Askov som et lysende fyrtårn i forhold til at formidle Campbells idéer. Hendes kurser, podcasts, heltetirsdage og facilitatoruddannelsen, som jeg afsluttede i foråret 2024, gør, at jeg nu kan integrere The Hero’s Journey i alt det, jeg arbejder med.

For mig er der kommet balance mellem logos og mytos i mit liv. Jeg bruger al min naturfaglige logos-viden i mit job som lektor ved Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på Københavns Universitet. Men jeg er der kun på deltid. Den anden del af mit arbejdsliv handler om at udbrede kendskabet til myterne og eventyrerne. Jeg tager ud og fortæller i mange forskellige sammenhænge, og min mission er at starte en samtale om alt det, fortællingerne har at sige os i dag. Det gør jeg ved hjælp af foredrag, workshops og eventyrcirkler.